Vold fra mænd

Vold fra mænd – vold fra staten mod udenlandske kvinder !

Journalist trine Munk-Petersen Berlinske Tidende har skrevet et par interessante artikler om problemet – vold mod udenlandske kvinder – “Den dobbelte straf”  og “Mishandlede kvinder udvises på stribe”. Kan læses andetsteds på denne website.

 

På Indvandrerrådgivningen og vor rådgivning Vold mod Udenlandske Kvinder ser vi en del af disse sager, hvor danske mænd  gifter sig med en kvinde fra Østeuropa/Asien. Problematikken er stort set den samme set fra vor synsvinkel/erfaring, at mændene har det forhold til ansvar, som nogle også har i Danmark med katte og hunde, de kan kassereres og afleveres på dyreinternat/Krisecentre.

 

Men vi må nok også se i øjnene, at de traditionelle indvandrere også er forbrugere af kvinder, og det ikke alene afrikanere og mellemøstlige, men tyrkere og mænd fra Balkan.

 

Og problemet bliver større med 7 års reglen for fast opholdstilladelse, vi vil se en skare af grovere fysisk og psykisk mishandlede kvinder med børn – også fra ægteskabet med den i Danmark boende mand.

 

Vi tager sagerne og kører dem igennem systemet for disse kvinder. Det er rent jura og socialpædagogisk arbejde. Vi ser for tit advokater, der tager sagerne for omsætningens skyld, vi ser også socialrådgivere postulere, at de også hjælper disse kvinder, men det er en skidt hjælp. Der er dobbelt interesse og tit ved socialrådgiverne ikke nok om problemerne og har slet ikke den tid opfølgningen tager overfor ministeriet.

 

Vi har også den erfaring, at udlændingestyrelsen på stribe afviser forsat at give opholdstilladelse eller som de selv udtrykker det, undlader at tage stilling. Man foretager en såkaldt helhedsvurdering, om kvindens situation og tilknytning til DK. Selvom Udlændingestyrelsen skulle acceptere kvinden har været udsat for fysisk og psykisk vold, vil denne helhedsvurdering i mindst to tredjedele af disse tilfælde ende med en udvisning, hvis Udlændingestyrelsen først og som regel har bestemt sig for at kvinden ingen “reel” tilknytning har til DK. Har man ikke barn med “manden” er afgørelsen nem.

 

Udlændingestyrelsen har en dårlig praksis til skade for kvinderne. Udlændingestyrelsens sagsbehandlere tager telefonnotater af opringninger, som de bruger i sagsbehandlingen. En del mænd anser det som deres “borgerpligt” at underrette Udlændingestyrelsen om, at “konen” er ”flyttet” fra dem. Det gør de selvfølgelig for at lægge ekstra pres på kvinderne, for at få dem tilbage. Når kvinden er flyttet fra manden, så er processen startet med behandlingen af sagen, Udlændingestyrelsen tager af egen drift sagerne op til behandling og vurdering. Nogle mænd direkte lyver og fortæller pr. telefon, at de er flyttet fra kvinden, I Udlændingestyrelsens forståelse har man hermed mistet alle muligheder for at beholde opholdstilladelsen. De tager også telefonnotat af bistandskontorer/socialrådgiveres opringninger. Disse ved langt fra altid, hvad de har med at gøre. Der tages også telefonnotat af kvindens evt. samtaler med Udlændingestyrelsen. Kvinderne ved som regel intet om lovgivningen, og hvad de skal sige, de er i en ekstrem dårlig psykisk situation, det belaster dem i sagsbehandlingen og ganske urimeligt.

 

Problemet med danske mænd og “importerede” kvinder er som regel, at manden er fraskilt, misbruger og voldelig. Amtet har ikke rapporteret til udlændingestyrelsen og de sociale myndigheder, hvad der sådan set intet er i vejen for. Den danske mand undgår at få behandlet sin sygdom og uvaner. Kvinden bliver på det groveste misbrugt og holdt i uvidenhed om sine borgerrettigheder og muligheder af manden. Ved udenlandske mænd kunne det samme information foretages og med held indberettes til Udlændingestyrelsen, der kunne stille betingelser, men det foregår ikke.

 

Den nyindførte 7 års regel for fast opholdstilladelse er en katastrofe for udenlandske kvinders rettigheder. Man kan tvivle på, om vi i Danmark overholder konventionen (CEDAU) om samme. Vi kommer i fremtiden til at se kvinder, der har født et barn her i landet komme i den situation, at barnet går i børnehaveklasse, aldrig har set hjemlandet og ikke kan tale moderens modersmål, men udvises til hjemlandet grundet et ophørt ægteskab. Mon ikke også Danmarks overholdelse af konventionen om Barnet rettigheder er faretruende nær ved at blive overtrådt. Kvinder er reelle fanger/gidsler, de må finde sig i hvad som helst i 7 år.

 

Vi ser mange eksempler på, at disse kvinder ikke får nogen vejledning i deres rettigheder. Udlændingestyrelsen har nok lavet en folder om vold mod udenlandske kvinder, og om at dokumentation for volden er nødvendigt, men den udleveres ikke, men ligger blandt hos os, få socialcentre og Krisecentre. Når de kommer her, er det for sent med den krævede nødvendige dokumentation. Noget andet er, at  Udlændingestyrelsen som regel tilsidesætter en sådan dokumentation. Jeg har forespurgt ved et møde i Integrationsministeriet, om man ville ændre praksis og udlevere  denne folder til kvinden ved fremsendelsen af opholdstilladelse og eller på anden bedre måde sikre sig kvinden blev orienteret, men det kunne man ikke af mange grunde.

 

Sagsbehandlingen er utrolig langsom og med en klage til Integrationsministeriet tager det nemt 1 til 1½ år. I øvrigt er klagefristen uforskammet kort – 7 dage – i.f.t at kvinderne som regel flytter meget i en sådan situation. Alene en så lang sagsbehandling burde udløse en opholdstilladelse, det er enorm belastning psykisk for kvinderne.

 

Den hjælp kvinderne får her i landet er ikke stor, hvorfor procentdelen af udvisninger er alt for høj. Krisecentre kan vel bedst betragtes som opholdssteder og ikke som reelt hjælpende i sådanne meget krævende og juridisk spidsfindige sager. Krisecentrene er slet ikke udstyret personalemæssigt til sådanne sager, og vel knap nok til at have med almindelig social belastende sager. Man har meget lidt uddannet socialpædagogisk personale, men en skrækkelig stor antal frivillige, hvorfor Krisecentre bliver mere ideologisk feministisk eller andet.

 

Socialcentre og den enkelte socialrådgiver har i de fleste kommuner en al for stor antal sager, hvorfor de ikke kan specialisere eller få den nødvendige tid til en sådan alvorlig sag. Og de skulle i lang større grad på et tidligere tidspunkt træde ind i mandens dilemma med behandling og foranstaltninger. Advokater er jo en mulighed, men der er forskel på at sælge huse og inkassosager og disse dybt alvorlige sociale sager, som kræver stor tid behandlingsmæssigt og meget tid til samtale, da der er store menneskelige ar, der skal snakkes om og heles. I Indvandrerrådgivningen og vor rådgivning Vold mod Udenlandske Kvinder og nogle ganske få andre steder har vi mulighed for at hjælpe et lille antal på en rimelig kvalificeret måde, men vi mangler midler og dermed  muligheder.

 

Den ansvarlige minister Bertel Harder har i skrivelse af 18 marts d.å. til  Indvandrerrådgivningen og vor rådgivning Vold mod Udenlandske Kvinder skrevet og understreger:

 

”Der vil altid ske en konkret vurdering af, hvorvidt en inddragelse må antages at virke særlig belastende for udlændingen” og ” Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at den generelle skærpelse af de betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse ikke får betydning for de voldsramte udenlandske ægtefæller. Praksis på dette område vil forsætte uændret, således de pågældende i samme omfang som hidtil vil kunne få lov til at blive i Danmark, selvom de forlader den voldelige ægtefælle, inden de har fået tidsubegrænset opholdstilladelse.”

 

Endnu har jeg ikke set en sådan konkret vurdering i ministerens eget ministerium eller hans Udlændingestyrelse følge ministerens “lovning” og ord.

 

Leif Randeris

kontorleder og rådgiver